Central Park i New York, er her hvor man kan tage en pause fra storbyens liv. Parken er 4 kilometer lang og i alt 800 meter bred. Den har sin beliggenhed midt i byen, og er med sine 25 millioner besøgende hvert år, USA’s mest besøgte park. Parken indeholder blandt andet legepladser, kunstige søer, skøjtebaner, naturreservat, tennisbaner, vandrestier og ikke mindst en zoologisk have. Her kan man blandt andet se søløverne blive fodret kl. 11.30, kl. 14 og kl. 16.
Rundt om parken finder man en vej på 10 kilometer, hvor man kan cykle, løbe på rulleskøjter, løbe osv. Man kan lave alt det, som der ikke rigtig er plads til i storbyen. Man kan blandt andet tage en hestevogn rundt i parken.
Historien bag Central Park, New York
Parken blev oprettet i 1850’erne og var færdig 20 år senere. Der er ikke meget der har ændret sig siden, parken ligner meget sig selv. Dog har byen omkring den ændret sig, og da Central Park blev lavet, havde den placering uden for New York. Dog har byen fået vokseværk siden, og parken er nu omringet af skyskrabere og har sin placering på noget af verdens dyreste jord.
Oplevelser i Central Park
Rigtig mange fuglekiggere besøger også parken, da der er mange trækfugle der holder til i Central Park. Den travle newyorker kan tage sig et frirum i parken, og komme ned i et helt andet tempo, ved at gå i parken. Det kan dog heller ikke udelukkes, at man møder kendte i parken, som måske også er ude på en løbetur. Går man igennem parken om søndagen, så er der ofte mange artister der danser på rulleskøjter, og som kan være underholdende at se på.
Har man lyst til lidt at spise, er der restauranten Tavern on the Green. Om sommeren kan man leje både, gondoler og cykler, hvor bådene koster 12 dollars og cyklerne 9 dollars. Man kan også være heldig at støde på H.C. Andersen, som også sidder i parken med den grimme ælling. Derudover kan man finde et mindesmærke for John Lennon, som blev lavet af hans kone. Udover artister, kendte, newyorkere, turister osv., så er der også mange hjemløse der holder til i parken. Men de gør dog ikke noget, og passer blot sig selv.
Tidligere var det farligt at opholde sig i Central Park, når det var blevet mørkt. Men med et politikorps kun til Central Park, er der kommet ro over tingene. Alene i 2005 var der mindre end 100 forbrydelser, og dette er altså i en park med 25 millioner besøgende.